Føniks spreder sine fjer. Jeg spreder mit kul. Det var et fantastisk hårdt projekt. Også fysisk, fordi jeg måtte kravle rundt på stiger for at strække min kun godt halvanden-meter-krop til tegningens yderpunkter. Kullet regnede ned over mig, så jeg kunne forveksles med en svedig minearbejder. Men det repræsenterer for mig det ideelle kunstværk, hvor kunstneren har måtte ofre af sig selv, har måtte kæmpe med værket, inden det kunne blive til. Måske er jeg ikke ligefrem kunstner, men kæmpet har jeg i hvert fald.

Jeg har været ved at kigge i mine gemmer efter gamle tegninger og billeder, og fandt bl.a. denne fra min tid på Byhøjskolen. Det var vist ment som en art selvportræt.

Preview på et næsten færdigt maleri :)

Kortet er til en udstilling på Moesgaard med antropologi. Vi har opdigtet vores eget land: Umbranien. Mens jeg tegnede på kortet, har jeg fået en særlig respekt for de gamle korttegnere. Der findes nogle helt utroligt smukke og kunstneriske antikke kort, hvor nogle af dem virker ligeså opdigtede som mit her.

Home sweet home

Indenfor den næste måned skal jeg have fundet et nyt sted at bo og have flyttet. Ellers må jeg prøve det vilde frie liv rundt på diverse sofaer (eller på havnens flotteste skib, som jeg blev tilbudt i går). Det har givet en del søvnløse nætter og bl.a. denne lille drømmetegning. Jeg kan huske, da jeg var barn, hvordan det optog mig meget at tegne små hjem og indrette dem, eller bygge en hyggelig hule i en papkasse. Hvorfor kan det virkelige liv ikke bare være så nemt? Hvis jeg blev til en blæk-klat kunne jeg flytte ind i min skitsebog. Skal en blæk-klat betale licens mon?